Hvorfor er byggeprocessen så besværlig?

Vi har bygget huse ved at stable mursten ovenpå hinanden siden midten af 1.100 tallet, så man kan spørge sig selv: ”Hvor svært kan det lige være?

Kompleksiteten i byggeriet er steget, sammen med antallet af aktører, der ofte har hver deres dagsorden uden blik for helheden.

Rådgivere, leverandører og udførende skal leve op til tiltagende hastighed, reguleringer, certificeringer, globalisering, IT-krav og meget mere. Ligeledes er kravene til performance og effektivitet også steget betragteligt. Og “markedet” (i sine mange skikkelser) forventer, at virksomhederne følger med denne udvikling.

Når store almene boligområder skal renoveres, er budgetterne på flere 100 millioner altid stramt, kravene er store fra Landsbyggefonden, Boligselskaberne og beboerne, flere 100 beboere deltager i beboermøderne og omfanget af rådgivernes sagsmapper vokser til et niveau hvor enhver ville miste det fulde overblik. Når så de udførende rykker ind på pladsen, kører toget.

Kæden er ikke stærkere end svageste led og hvis første mand på pladsen ikke får rettidigt svar på sit spørgsmål i tide, ja så bremser toget, hele tidsplanen forskydes og budgettet skrider.

Det nytter ikke at prioritere sit eget arbejde på bekostning af helheden.

Vi er alle afhængige af hinanden

Det lyder så enkelt, at det næsten er banalt.

Som opstart på renoveringen af 457 Gårdhavehusene i Albertslund Vest afsatte vi en eftermiddagens med knap 30 aktører fra BO Vest, Byggeudvalg, rådgivere og entreprenører til at afdække, hvordan vi kan agere i den kompleksitet og hastighed, som vi møder i hverdagen på byggepladsen.

Der var en forbløffende enighed mellem bygherre, beboere, rådgivere og udførende om hvad der skal til for at få en god byggeproces. Det mundede ud i en Code of Honour, som nu hænger i alle skurvogne på pladsen. Hæng den selv op, hvis du kan bruge den…..!

Code of Honour

Vi laver gode huse med høj faglig stolthed

  • Byg, som hvis det var til dig selv.

Vi kommunikerer klart og præcist

  • Hvis du har et spørgsmål, spørg.
  • Hvis du bliver spurgt, svar.

Vi har det godt mens vi gør det

  • Respekter projektet, beboerne og hinanden

Vi vil ende med en god økonomi

  • Hvis alle er færdige til tiden,
  • Hvis alle laver det rigtigt første gang,
  • Så får alle en god sag.

Vi har sagen i centrum

  • Resultatet er summen af vores allesammens indsats.

 

Følg renoveringen her