Brædstrup Lokalråd blev etableret i 2017, og med tilgang af flere nye medlemmer i 2019 opstod et behov for at gentænke vision, strategi og funktion for lokal byledelse. Lokalrådet bad derfor plan og proces om at arrangere og facilitere et visions- og strategiseminar.

En smuk sensommerlørdag tog vi sammen fire timer ud af kalenderen og isolerede os på Brædstrup Skole for at drøfte, inspirere og sætte mål for fremtiden.

Start med “Hvorfor” og bliv skarpere i arbejdet med en By i Udvikling

Med udgangspunkt i en simpel cirkel og tre små ord kom vi rigtig langt omkring lokalrådets selvforståelse og fremtid.

Selvom lokalrådet i de forløbne to år har arbejdet meget og bl.a. haft travlt med områdefornyelse af byen, har der aldrig været lejlighed til at formulere visioner og værdier for lokalrådet. Derfor blev dagen i høj grad anvendt til at fastlægge HVORFOR lokalrådet eksisterer og derigennem skabe en vision.

HVORDAN visionen kan understøttes og anvendes proaktivt i de daglige funktioner fyldte efterfølgende meget i dagens drøftelser om værdier og motivation for både den enkelte og for det samlede lokalråd.

Vi kom omkring HVAD visionen og værdierne konkret skulle udmøntes i af indsatser i de kommende år. En inspirerende dag med sjove, skæve og dybe tanker blev afsluttet med en aftale om at lave en opfølgning på Strategiseminar i løbet af november.

Områdefornyelse i Brædstrup

plan og proces har foruden Strategiseminar stået for ansøgning og program for områdefornyelsen i Brædstrup. Vi har tilrettelagt og gennemført Byværksted, en borgerdrevet Byhave, inddragelses processen i forbindelse med udarbejdelse af program, samt workshop for ny ungdomsplads i forbindelse med skolen.

Følg Brædstrup Lokalråds arbejde på deres facebook side her: https://www.facebook.com/braedstrup.lokalraad/